Drømmer du om en udvekslingsrejse til USA?
Så læs med her
Alt hvad du har brug for at vide om at tage på highschool i USA
Når du tager på highschool i USA, venter der en masse fantastiske oplevelser på dig. Du bliver en del af en værtsfamilie og får nye venner. Du har mulighed for at dyrke fritidsinteresser som amerikansk football, basketball og baseball.
Et ophold i USA er en fantastisk mulighed for dig på en lang række punkter. Du kommer til et andet land og lærer deres sprog og kultur at kende. Særligt sproget vil du helt sikkert kunne få brug for senere hen, men hvem ved, om det med kulturen og så kan blive et plus for dig senere i dit arbejde.
Derudover kommer du væk fra venner og familie – for mange er det for første gang i deres liv, at de er det i længere tid ad gangen. Det er selvfølgelig en skræmmende oplevelse, men det kan også være meget befriende, da der ikke er nogen, der ved, hvem du er. Dermed kan du være præcis, som du har lyst til.
Et ophold på en highschool i USA byder selvfølgelig også på en masse nye venner og for de fleste også på en værtsfamilie, der på mange måder bliver som en ekstra familie for dem. Det giver dig venner for livet, som du altid vil kunne tage tilbage til og vide, at du er velkommen.
Det kan du opleve på dit ophold
Når du tager af sted som udvekslingsstudent i USA, skal du selvfølgelig først og fremmest gå i skole. Du kommer typisk til at være i skole fra 7:30 eller 8:30 om morgenen til kl. 15 om eftermiddagen. Hvis du går til nogle fritidsaktiviteter, finder de typisk også sted på skolen. Derfor kan det sagtens være, at du kommer til at være der i endnu længere tid.
Det er dog en god ide, at du går til en fritidsaktivitet, da det er en mulighed for dig, at du kan komme til at møde andre, der har de samme interesser som dig. Det kan du selvfølgelig også i de forskellige klasser, som du går i. Men fritidsinteresserne er ofte en mere uformel måde for dig at være sammen med andre på.
Du kan for eksempel gå til amerikansk fodbold, baseball, basketball og en lang række andre sportsgrene, som du ellers ikke har så god mulighed for at dyrke herhjemme i Danmark. Du kan også dyrke mere kunstneriske interesser i din fritid. Det kan for eksempel være fotografi, drama, kunst og sang.
Bo hos en værtsfamilie eller på skolen
Når du tager på udveksling, har du både mulighed for at bo hos en værtsfamilie og for at bo på skolen. Det er med til at gøre, at du kan bo på den måde, som du ønsker. Amerikanerne er meget gæstfrie og åbne, og alle værtsfamilierne er frivillige og får ikke penge for at have dig boende. Derfor kommer mange udvekslingsstuderende til at føle, at de er en naturlig del af familien.
Har du ikke lyst til at bo hos en familie, kan du komme på en kostskole. Det minder om en efterskole, hvor du bor sammen med de andre elever.
Masser af hjælp, når du er i USA
Du skal være 14 til 19 år for at kunne gå på highschool i USA. De fleste har ikke prøvet at være væk fra deres familier i længere tid, og det kan derfor virke skræmmende for dig, at du skal gøre det uden et sikkerhedsnet.
Heldigvis kommer du dog på ingen måde til at stå alene med dine problemer, når du er i USA. Først og fremmest kan du få hjælp af værtsfamilien. De kan hjælpe dig med rigtig meget. Selvom dansk og amerikansk kultur på mange måder minder om hinanden, er der alligevel nogle forskelle, som de kan hjælpe dig med at forklare.
Har du brug for yderligere hjælp, vil der altid være en kontaktperson i den organisation, som du rejser med, som du kan henvende dig til. Typisk har de både en kontaktperson i USA, ligesom du selvfølgelig også kan kontakte deres kontor i Danmark.
For at hjælpe dig med at falde godt til i den amerikanske kultur kommer du på en welcome camp den første uge, du er i USA. Den bliver afholdt i New York, hvor du er sammen med de andre studerende, der skal på udveksling. Der lærer I om kulturen, men kommer også på sightseeing.
Her kan du komme hen på highschool i USA
Du har mulighed for at opleve nogle meget forskellige steder, når du tager på udveksling i USA. Du kan komme til alt fra New York og Florida på Østkysten til Californien på Vestkysten. Har du lyst til at prøve at bo inde i landet, kan du tage til Arizona eller Arkansas, der byder på en natur og et klima, der er meget anderledes end det, som du kender i Danmark. Det er også en vigtig del af din oplevelse.
Hvis du gerne selv vil have fuld kontrol over, hvor du kommer til at bo, når du kommer til USA, kan du vælge et program, der giver dig mulighed for det. Der får du hjælp til at vælge det præcise skoledistrikt, der vil passe bedst til dine ønsker.
Så længe kan du være væk
Du kan vælge mellem at være væk i et helt skoleår eller bare i et semester. Det kan være forskelligt, hvad du har tid til og mulighed for. Når du er væk i et helt skoleår, når du dog at opleve de forskellige årstider og de forskellige events i løbet af året.
På highschools bliver der typisk afholdt homecoming, snowball, senior prom og graduation. Det er store begivenheder, som det er sjovt for dig at deltage i.
Derudover er der også mange begivenheder i løbet af året, som det er hyggeligt for dig at fejre med din værtsfamilie. Det er for eksempel Thanksgiving, SuperBowl, jul og Halloween for ikke at tale om muligheden for både at fejre din egen og familiens fødselsdage i løbet af året.